At sige sin mening

I forskellige debatter og blogs her på nettet falder man tit over sætningen :"Jeg siger det bare som det er", eller "Man skal da sige sin mening", eller " Hvis man ikke kan tåle at høre sandheden, er det ikke mig man skal tale med"

Meget fint. Men jeg tænker nogle gange at det er en svær balancegang, det der med at sige sin mening. For grundlæggende er det jo rigtigt. Man skal sige sin mening om ting, ellers er der jo ingen der aner hvor man står.
Nu kan man selvfølgelig argumentere mod det med at høre sandheden. Altså folks mening er folks mening, men vel ikke nødvendigvis sandheden?

På arbejdet er det ret nemt at sige sin mening synes jeg..Man har nogle ting der skal udføres, man har en mening om hvordan, og det er det Hvis en kollega har en anden mening, så taler man om det og finder en løsning.
Men hvad hvis ens kollega ikke gør sit arbejde? Hvad hvis vedkommende kommer for sent hele tiden, eller aldrig har forberedt det der skal forberedes? Hvad hvis man synes at det ens kollega gør, gør det samlede resultat dårligere. Hvordan siger man det?...Det ender måske nogen gange bare i tavshed og brok bag ryggen på folk. Og hvis man så siger det, hvordan får man det så sagt så det hjælper...altså bliver opfattet som en hjælp og ikke som et tryk nedad?

Og er der ting der ikke skal siges?
Jeg husker en debat hvor en af deltagerne konstant stavede et par ord forkert. Det var nøgleord i debatten og det sprang bare i øjnene igen og igen, måske fordi jeg er lærer:)
En anden påpegede det...egentlig på en pæn måde...noget ala " Bla bla bla staves bla bla bla."..stor smilende smiley og undskyld jeg kan ikke lade være attitude. Den debat ændrede sig på et splitsekund. Emnet var ikke vigtigt mere...næeh, nu handlede det om mobning. Den der havde stavet forkert hævdede at hun var ordblind og at det havde været en overvindelse bare at deltage og at hun godt vidste at hun ikke kunne stave og det var bare for meget at.....Der var stor opbakning til dette synspunkt, og den der havde nævnt det endte med at trække sig meget langt tilbage.
Så er det jeg tænker...må man ikke sige sin mening hvis folk kan blive sårede?`Må man ikke sige hvis folk gør noget forkert? Det var jo selvfølgelig  ligemeget for debatten om der blev stavet rigtigt, men princippet i at når nogen gør andre opmærksom på en fejl, så bliver det opfattet som mobning?

Jeg mindes en billedkunsttime i en 7.klasse...En elev havde tegnet et hus, det traditionelle hus, en firkant med en trekant som tag, en dør i midten og et par vinduer...

Vi snakkede om proportioner...størrelsesforhold og om hvor vinduer og døre sad i forhold til hinanden på sådan et hus.
Samme eftermiddag fik jeg et meget vredt telefonopkald fra elevens mor, der fortalte mig at jeg havde mobbet hendes søn...ved at kritisere hans tegning. Han havde gjort sit bedste og så kunne han sandelig ikke gøre mere. Og det at jeg havde fortalt ham hvordan han kunne gøre det bedre...havde simpelthen ødelagt det for ham!
Jegvar lidt  forbløffet. I og med det er undervisning må man forvente en eller anden form for evaluering af sin indsats...og helst også en udvikling...men ikke i følge mor . Det var mobning.
Så er det simpelthen blevet så svært for os mennesker at modtage andres mening, hvis ikke den stemmer overens med vores egen, at vi kalder det mobning? Hvordan  ændrer vi det? Hvis det er den indstilling man kommer med, kan det være svært at få ret meget ud af f.eks. undervisning. I hvert fald når man skal modtage evaluering af  processer og produkter.

Jeg tænker også i al almindelighed her på nettet, hvor det i rigtigt mange tilfælde virker som om at folk tager det som en personlig fornærmelse hvis man ikke er enig med dem..

Nå, men det der egentlig fik mig igang med det her er egentlig tanken om hvornår man skal sige noget..og hvornår man ikke skal?
Hvad hvis ens venner gør noget man synes er helt forkert? Skal man lade den ligge, så længe konsekvenserne af deres valg kun går ud over dem selv? Skal man udtrykke sin tvivl ved deres projekter og valg? Eller skal man bakke op om hvad som helst fordi det gør man hvis man er en god ven?  Er det venskab eller konflikskyhed?
Jeg ved da jeg har taget nogle valg gennem årene der ikke altid har været heldige...eller gode for mig. Men det var de jo på det tidspunkt. Det var det jeg ville, og det jeg har lært af.
Ville jeg have lyttet særligt meget til en ven der fortalte mig at det var tåbeligt...eller ville jeg have syntes det var en dårlig ven der ikke støttede mig?


Og nu noget helt andet...sneen er lige smeltet...foråret kunne næsten lugtes...og høres...og nu sner det igen...Kan vi ikke snart blive færdige med vinteren for denne gang..please:)
Jeg savner det her...