lørdag den 2. februar 2013

Den kære familie



Familie....Nogen siger man ikke kan leve uden...eller med...eller....Personligt synes jeg at ligemeget hvem jeg taler med, så er der et eller andet med familien.
Nogen føler sig presset, andre føler sig forbigået...og vi ved allesammen hvad der kan ske hvis en familie skal finde ud af at dele arv....Så engang et program hvor man fulgte nogle af de her mennesker der ikke havde talt med deres familie i årevis pga. f.eks en vase...
Da jeg fik mit første barn, vidste jeg med 200% sikkerhed at jeg ville have mindst en mere...så min datter fik en søster eller bror hun kunne have et fællesskab med. Måske får de det også en dag:)

                                          Indtil videre minder de mest om dem her....;)

For hvordan er det lige det er...min søster og jeg havde en barndom, delvist fyldt med lamper der fløj gennem luften og vist også indelåsning på toiletter og den slags. Da vi blev voksne låste vi ikke længere hinanden inde på toiletter. Men på en måde låste vi måske hinanden fast i nogle roller? Nogle vi ikke selv genkender hvis de skulle blive italesat?

En homoseksuel ven gik i årevis og skjulte hvem han var, af angst for sin mors reaktion...det viste sig det var farens han skulle have frygtet. Hvordan kan man afvise sit eget barn fordi det ikke passer ind i ens egen lille kasse?
Holder man bare op med at elske? Sit eget barn? Eller lukker man ned for den kærlighed fordi man er flov over den når nu ens barn ikke lever op til ...hvad?
Ville en masse snak kunne lukke op for den knude..eller er det en lost cause?

Vi snakker så meget om kærlighed...og kærligheden til vores søskende og til vores børn er vel noget der ligger dybt i os. I hvert fald hvis ellers vores barndom har været nogenlunde normal. Men netop derfor er det måske endnu sværere når først der bliver stillet spørgsmålstegn ved den...kærligheden.

Hvor meget kan kærlighed overleve? Hvad kan vi tillade os at kræve af dem der "elsker" os...Skal de kende os godt? Skal de vise deres kærlighed på den måde vi selv ønsker? Skal de vise deres sårbarhed på bestemte måder før vi ser den?
 Skal de gøre bestemte ting for at  vi kan elske dem?

De familier jeg beundrer mest, er dem  der er mest rummelige. De familier der holder fast i kærligheden uanset diverse forskellige livsvalg. De familier der accepterer at alle er forskellige, både i sind og adfærd, men som stadig holder sammen.

Er det ren utopi...en familie fyldt med rummelighed og varme til alle. En familie hvor intet barn er bedre end et andet..hvor  børn bliver elsket på grund af deres individualitet...ikke udfra hvor godt de passer ind i kasserne?




Ingen kommentarer:

Send en kommentar